Selvom vi allerede skriver februar, vil vi ønske alle læsere et rigtigt Godt Nytår. En ny sæson står for døren, og med den mange nye aktiviteter, der bare venter på at blive oplevet. Sammen med nyhedsbrevet udsender vi en oversigt over årets begivenheder. I hvert fald dem, vi kender nu. Venneforeningen er involveret i en række af dem, nemlig de store og traditonsrige aktiviteter for børn og voksne. Der er også nogle, der primært er for Venneforeningens medlemmer, og så er der en række for et bredt publikum, som Museet står for.

Først på programmet står vinterferien i uge 7, hvor værkstedet igen byder på mulighed for at bygge fuglekasser, sværd, mejsekugleholdere, et lille skib, eller en støvleknægt. I år kan man også lave et fastelavnsris, og høre om gamle fastelavnstraditioner og om, hvad børn syslede med om vinteren for små 100 år siden mm.

På værkstedet kan der alle dage købes varm kakao og hjemmelavede gammeldags fastelavnsboller.