Lørdag den 14. september blænder Flynderupgård igen op for en dejlig høstfest, hvor den røde lade og gårdspladsen danner rammen om festen.
Høstfesten er fra 12-16, og fra kl. 12 serveres flæskesteg med hjemmeavlede kartofler og surt for 65 kr. Man kan også købe to frikadeller med rugbrød og smør til 30 kr. Røgede sild til 15 kr. og hvis man vil have brød og fedt til må man af med 25 kr. Derudover vil der selvfølgelig være kaffe, the, kringle og æblekage.
Der er som noget nyt i år booket et spillemandsorkester med danseinstruktør. Så kridt dansskoene – der skal danses i laden!
Og danses skal der – måske for sidste gang!
I et nyhedsbrev fra museerne fra august forlyder det, at brandmyndighederne har skærpet kravene, og det betyder, at fra næste år skal der findes en anden løsning. Der har været afholdt høstfest i den røde hejselade på Flynderupgård i 10 år, så det gælder om at nyde denne sidste fest med svalernes kvidren og dueernes kurren højt oppe under de smukke spær i loftet i hejseladen.