Selv om vi måtte undvære den dejlige Alsangssangsstævne i den røde lade i år, har der været fuldt tryk på arrangementer og begivenheder sommeren over. Ikke mindst for de mange frivillige i Venneforeningen.
Vi begyndte i maj med indvielsen af Kulturhavn Kronborg. Så var der Grundlovsdag efterfulgt af Venneforeningens dejlige årlige tur, denne gang til Humlemagasinet på Fyn. Fem aktive onsdag i juli betød mange gæster og mange hænder i sving. Et fantastisk Sundtoldsmarked havde præmiere den 24. august og det forlyder, at vi godt kan regne med en gentagelse til næste år.
Midt i sommerferien tog en række frivillige på studietur til Amagermuseet. Ligesom os har de aktiviteter for børn hele sommeren, og hvor det er mange frivillige der gør, at det kan lade sig gøre.
På Amagermuseet har de åbent hver dag undtagen mandag i juli måned, så der skal selvsagt mange frivillige til. Til gengæld er der ikke så mange besøgende hver dag, som vi har på en onsdag i juli. – Vi var først og fremmest interesserede i at se, hvilke aktiviteter de havde. Vi havde hørt, at børnene fik udleveret en ”skudsmålsbog”, når de kom, hvor de så kunne få et kryds for hver aktivitet, de havde gennemført. Børnene fik også tilbud om at få gammeldags tøj på, og de var rigtig kære og søde, enten i vest og kasket eller i en kyse og forklæde. De frivillige var også i gammeldags dragter alt efter hvilken rolle de havde. Denne sommer havde vi allerede inden besluttet at indføre gammeldags tøjvask med vaskebræt og sæbespåner på Flynderupgård, og det var en stor succes. Tøjet blev hængt på tøjsnore, godt gnubbet og skyllet i flere hold skyllevand. Så må vi finde ud af, hvilke andre aktiviteter, vi kan udvikle på til næste år. Fra vores aktivitetskatalog har vi ideer som fx at lære at stoppe strømper eller sokker, og foreningen har allerede arvet en fin æske med stoppegarn, og lånt et ”stoppeæg”, som vi vil kopiere.
På Amagarmuseet var en af aktiviteterne at bage en pandekage, spise den og vaske op efter sig selv – og selvfølgelig tørre af. Det hyggede børnene sig meget med!
De dygtige sypiger på Klarergården vil gerne hjælpe os på Flynderupgård, og i vinter begynder de at sy tøj til børn, så de også hos os kan få gammeldags tøj på ved aktiviteter.
Sundtoldsmarkedet lørdag den 24. august gav venneforeningen på Flynderupgård mange nye venner og et meget fint samarbejde med vores frivillige kolleger på Klarergården. Men også med de frivillige på S/S Bjørn, det fine gamle dampskib i Helsingør havn og Værftsmuseets frivillige. Bl.a. har smedene på Flydenrupgård fået en fin ny esse, med en elektrisk blæsemotor, der virkelig hjælper på de kræfter, der ellers skal bruges på den håndbetjente, den vi hidtil har brugt ved aktiviteter.
Vi fik også lov at købe en masse kul, og det var virkelig herligt. Vores glade smede lyste helt op i deres sodsværtede ansigter, når de fortalte om det i sommer.
Det var en meget fin og travl sommer, og mange hænder var i sving. Også i Spisehuset var der meget tryk på, så meget at det kneb med at nå det hele. Derfor har bestyrelsen besluttet i samråd med spisehuset, at der på de travle sommeronsdage ikke serveres varm mad for de frivillige, men til gengæld godt pålæg og godt rugbrød. Den varme mad bliver de frivillige dog ikke snydt for i efterårsferien og i vinterferien, hvor det er godt at komme inden døre og få et varmt måltid mad midt på dagen. Det holder vi da fast på.